Uden Sorrig for det, som svandt  Han drager paa nye & farlig Færd  Hans eeneste Sorrig være at han intet fandt  Som vaer een Taare værdt  Til han Medynk saae  I hendes Øine, der alt Lius vaer tendt  Der al Glæde snart vaer endt  Slig een Pige hellig, vacker  Det brustne Blik flacker  Hun kiændte Haabet brast  Han viiger for hendes Blik  Med een smertelig Mystik  Fylder hende med Hiærtenskiær  Men hendes Ild ligger sort & død  Ondskab qvalte hver een Glød  Dend hviide Gloe, dend slukte han  Men dend ha'r skabt een mæcktig Brand  Aff Had & Elskov & tungsindigt Haab  Nyfødt bæres Maanen frem  Ofver det Sind som her bleff røfved  Aff dend mørcke,  Magi paa hende øfved  Med rædde Skrit. mod ham -  dybt berørt:  Hun:  "Du diefvlens Sendebud,  som bærer Fryckt fra Mand til Brud,  Du Menskehadets reene Styrkedrik,  Du næring for min Siæl, som dør;  Gaae ey bort, o Skygge, før  Ieg viiser Kiændsler som ieg hafvde Angst  For at nære før ieg bleff din Fangst"