Da Trolddommen bleff hæved - & need  Paa Jorden han svæved: Da som nu  Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande,  Ved hver Bevægelse saa stoor at næesten  dend vaer Smerte - Medens han gik omkring  Blandt Mennisker, vaer han skuffed først:  I Liivets ydre vaer der intent Skifte  Lig det han hafvde følt i Ulvens Liiv  De træller under ham  med et troskyldig Sind  Fryckter ham,  Een Krafft aff sand Natur,  Som Sanser uden Selfbedrag  Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag  Lig Kvældens Farver, Nattens Aandedrag  For ingen Guderøst hafver nogensiden  Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede  Dæmon, Phantom & Varulv  Vaer kund Naffn paa det de selv aldrig kunde finde  End han -  I hans Hiærte: Een affgrund tung  Som det sorte Hav  Der eldsker sine Dyb  Der -  Sammenkrøget  I Vintrens Bund  Fælder han al deris Glæde,  Liiv, Mod & Haab  Maanen, stiigende paanye,  Hilser ham fra en sunken Himmel  ..Oc ved den lydende Midnatssalme  Som Fryckt i Natten væver  Skald de fromme atter falme